Projektkoordinator ansat fra 1/8-21

17. juli 2021 18:35 , af Anne-Marie Kjerulff

Skibby Aktive for Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land indgår nyt samarbejde og ansætter fælles projektkoordinator.

Skibby Aktive for Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land har indgået nyt samarbejde og har i fællesskab ansat Mia Steiness som projektkoordinator. Mia ansættes i en 25 timers stilling og med arbejdssted hos Skibby Aktive for Fjordlandet samt på Selsø Slot. Mia er ansat til, at medvirke til udviklingen af nye oplevelsesmuligheder på Hornsherred og i Nationalparkens nordlige del. Skibby Aktive for Fjordlandet og Nationalparken har en fælles vision for udvikling af områdets oplevelsesmuligheder og finder det naturligt at styrke samarbejdet gennem en fælles projektkoordinator.

Mia har med uddannelse inden for turisme og oplevelsesøkonomi - netop den baggrund, der er behov for til at understøtte alt det frivillige arbejde. Mia har med kun 29 år og bopæl i Roskilde allerede stor erfaring og kendskab til Hornsherred via ansættelse i VisitFjordlandet. Der er basis for en flyvende start.

”Vi har med ansættelsen af Mia Steiness fundet den nye medarbejder der skal sikre kommunikation og samarbejde i Skibby Aktive for Fjordlandet. Hun bliver en central person i at koordinere alle vores frivillige og de mange forskellige aktiviteter i foreningen. Og vi er glade for, at vi har kunnet udvikle vores samarbejde med Nationalparken helt der hen, hvor vi får en fælles medarbejder til udviklingen af oplevelserne på Hornsherred” udtaler formanden for Skibby Aktive for Fjordlandet Morten Kremmer.

”For Nationalparken er samarbejdet med Skibby Aktive for Fjordlandet en fortsættelse af det samarbejde vi har haft gennem flere år. Men nu skifter vi gear og samler ressourcerne med en fælles ansættelse af Mia Steiness. For os er det en del af vores satsning på udviklingen af nationalparken mod nord, hvor vi ser Selsø området og ikke mindst Selsø Slot som en vigtig port. Og sammen med vores nye udviklingskonsulent Sofie Myschetzky, som også får base på Selsø Slot, får vi nu betydeligt flere ressourcer til denne fælles udvikling med Skibby Aktive for Fjordlandet” udtaler nationalparkchef Anders Bülow.

Mia Steiness tiltræder 1. august.