Port til Nationalpark Skjoldungernes Land

27. marts 2019 19:28 , af Admin Skibby Aktive

Port til Nationalpark Skjoldungernes Land

på Bymidtens bedste plads i Skibby

Nationalpark Skjoldungernes land har sammen med Skibby Aktive for Fjordlandet og Produktionsskolen i Skibby udviklet et stærkt blikfang for Nationalparken.

Blikfanget er en “skov” fremstillet i produktionsskolens streg. Skoven er belyst i aftentimerne. Udstillingspladsen rummer også et “skib” i sten og douglas fyr, suppleret med 4 flotte udstillingsplancher, der fortæller om de nære muligheder i Nationalparken.

Der er masser af opfordringer til lokale naturoplevelser, god historiefortælling, anvisning og beskrivelser af ruter ud i naturen.

Selsøområdet er fuglenes fjord

Jyderne har med stære sort sol, men lokalt har vi med troldanden “sort måne”. Der er masser af opfordringer til at nyde det rige fugleliv, men også opfordringer til at værne om ynglepladserne fra 1. april ti 15. juni. Havørnen, som er Europas største rovfugl med et vingefang på 2,4 meter har ikke brug for den nye bro. Den har allerede set Hornsherreds fortræffeligheder som bosætningssted og yngler i området.

Lokal inspiration - også for turister

Skibby Aktives frivillige arbejder med at vedligeholde stier og beskrive ruter ikke bare ind i Nationalparken men i hele fjordlandsområdet. Pontoppidanruten på 21,5 km, som blev etablereret af frivillige er allerede kendt af mange, men der kommer endnu flere afmærkede stier og ruter, der lægger op til korte oplevelsesture i hele Fjordlandet. Benytte og beskytte naturen er målet. Har man ikke tid til den smukke tur til Selsø, er Nordmandsskoven det nye hit i Skibby. Der er planer om grøn weekend i Fjordlandet 25. og 26. maj, hvor lokale ildsjæle vil vise Hornsherreds natur.

De lokale slotte og herregårde kan noget særligt

Svanholm Gods har markeret sig som Danmarks største kollektiv, men godset har også store skovarealer, som indbyder til vandreture. Egholm Slot er de sidste år blevet kendt for en unik privatejet våbensamling, som giver tusindvis af gæster en oplevelse, men også her er slot og skov noget særligt. Nationalparken rummer Selsø Slot, som er i gåafstand fra Skibby via stisystem til Møllekrogen. Selsø Slot fra 1576 byder på oplevelser med spøgelseshistorier, masser af slotsfortællinger og et lækkert slotskøkken, hvor der på udvalgte dage er aktivitet. Selsø Slot giver også koncerter, og oplevelserne bliver flere og flere.

Der er behov for, at Nationalparken fortæller om alle herlighederne, så også de lokale folk får øjnene op for hvilket smørhul, de bor i.