Lørdags Markeder 2018

Detailudvalget i Skibby Aktive er klar med dette års program – kom og støt det gode og hyggelige initiativ, enten som gæst eller med din egen bod. Masser af muligheder for køb og handler, godt vejr er bestilt.

Sæt X i din kalender på disse datoer :

5. maj og 26. maj

9. juni og 30. juni

14. juli og 28. juli

11. august

1. september & 22 september

Vil du have en bod?
Så kontakt Jørgen Christensen: Mobil: 40 46 89 35
Mail: jc101215@hotmail.com

Informationsmøde om fibernet 10. og 18. januar

Det er lykkedes Skibby Aktive sammen med en gruppe ildsjæle at få en fordelagtig aftale med Fibia. Det betyder, at vi kan få Danmarks bedste internet til området allerede i 2018, hvis bare en tredjedel af husstandene vil være med.

Det er en aktiv fibernet-gruppe i Skibby Aktive med Vanja Hahne som leder, der sammen med Fibia får indsamlet opbakning til gennemførelsen. Alle interesserede i området kan se mere om projektet og tilkendegive interesse på www.fibia.dk/skibby.

Skibby Aktive arbejder for hele Fjordlandet, men projektet starter med at samle opbakning til Manderup, Røgerup, Ferslev, Bonderup og Skibby.

Skuldelev og Sønderbyområdet har allerede net-forbindelse, men målet er at alle i hele Fjordlandet skal have muligheden.

Der afholdes informationsmøder i Skibby Fritidscenter – Nyvej 7 – 4050 Skibby

Onsdag den 10. januar kl. 19.00-20.30

og

Torsdag den 18. januar kl. 19.00-20.30

 

Juleferie

Skibby Aktive for Fjordlandet holder jule lukket på kontoret i Visionscenteret.

Projektkoordinator er tilbage onsdag den 3. januar 2018 mellem kl. 09.00-11.00

Med ønsket om en rigtig glædelig jul til alle.

Julestrømper & Julehjerter i Skibby

Skibby Aktives detailudvalg søsætter en ny tradition

Fra d. 1 december kan børn komme med deres julestrømpe og få den hængt op i Meny. Her vil strømpen blive fyldt med lidt godt helt frem til d. 17 december.

Fra d. 17 december og frem til d. 23 december kan børnene hente deres julestrømpe i Meny – og herefter gå til de butikker der har Skibby Aktives julestrømpe hængende i butiksvinduet.

Butikker med Skibby Aktives julestrømpe i vinduet vil fra d. 17 december være klar til at fylde lidt ekstra i børnenes egne strømpe –

Butikker med julehjerter støtter julen og ikke mindst Skibby Aktive, men har ikke noget til børnenes julestrømpe.

Juletræstænding 1. december kl. 16

Kom og vær med til at gøre julestemning i Skibby

Så er det snart tid til den hyggelige juletræstænding i Skibby, hvor juletræet – traditionen tro – tændes i Bymidten.

Igen i år har Skibby Aktive gjort ekstra ud af dagen og håber derfor at se mange i Skibby denne dag.

Julemanden hentes af pigerne fra Skibby Ride og Voltigeringsklub, hvorefter han køres gennem byen, herefter forbi Omsorgscentret Nordhøj, hvor der synges nogle julesange. Herefter køres han til Bjergmark XL-Byg, for til sidst at slutte af i Bymidten, hvor det store juletræ tændes klokken 16.

Mikkel Højholt vil, inden træet tændes, fortælle lidt om julen – træet vil blive tændt og Frederikssund musikskole vil spille julemusik både før og efter juletræet tændes.

Spejderne Ræven Skibby server æbleskiver, gløgg og saftevand. Og så er der mulighed for at købe lækre brændte mandler.

Kom og støt op om det gode arrangement fra Skibby Aktive, og få en god start på din julemåned.

Og en stor tak til Helbo Hansen for lån af lift ved lyssætningen.

Ny koordinator for Skibby Aktive

Jane Tang, bosat i Selsøområdet, er ansat som Skibby Aktives nye projektkoordinator. Udover arbejdet som koordinator i Skibby Aktive, driver hun egen virksomhed med salg af redesignede møbler og galleri. Jane har boet i området i fem år, men er oprindelig født i Skibby. Hendes job som koordinator bliver at sikre koordinering af alle de gode, frivillige kræfter i Skibby Aktive, og sikre sammenhæng mellem de frivillige indsatser og professionelle udviklingsaktører.

– Hornsherreds mange attraktioner, blandt andet den smukke natur, var det der trak mig tilbage til Hornsherred, fortæller Jane. – Så det bliver spændende nu at skulle arbejde med at øge kendskabet til og udvikle området.

Du kan træffe Jane første gang onsdag d. 4. oktober ml. 9 og 11. Hun vil fremover være at træffe personligt hver onsdag ml. 9 og 11.

Skibby ruller den røde løber ud og inviterer til aftenåbent

Skibby Aktives Detailudvalg søsætter en ny tradition, når de inviterer til aftenåbent med mad, musik, gode tilbud og sjove aktiviteter for hele familien i Skibby fredag d. 8. september kl. 17-21.

– Idéen er at skabe mere liv i Skibby gennem styrkelse af handelslivet. Og gøre det på baggrund af et stærkt samarbejde”, fortæller Harly Jacobsen, købmand i Meny, og formand for Skibby Aktives Detailudvalg. Detailudvalget består af repræsentanter for detailhandelen i Skibby. – Men Rom blev ikke bygget på én dag, siger han med et smil, og fortsætter: – Vi har taget en hurtig beslutning i Detailudvalget og søsat det her arrangement. Det har vist sig, at der var stor lyst og vilje til samarbejde på tværs af byen, så vi gør det igen næste år”.

Meny, Dalls Smørrebrød, Vintergækken, Thai Hot Chili og Bjergmark står for mad og drikke, og de gode tilbud kan du finde i hele byen. – Fra vinhandleren i syd over rundkørslen og Bymidten til Bjergmark i nord. Kig efter en rød løber foran butikkerne, så ved du, de holder åbent. Herudover er der er hoppeborg i Bymidten og et løb med præmier, der udgår fra butikken Torvet i rundkørslen.

Vi søger ny projektkoordinator

Skibby Aktive er i rivende udvikling og søger snarest en ny projektkoordinator til en deltidsstilling på ca. 15 timer om ugen. Foreningen arbejder dog hårdt på at kunne tilbyde en 30 timers stilling indenfor en overskuelig fremtid.

Skibby Aktive er en forening, der arbejder for at styrke udviklingen af handel, erhverv, kultur, fritid og turisme til gavn for hele Hornsherred Syd. Det visionsmæssige grundlag for Skibby Aktive er, at et levende lokalsamfund skabes af aktive borgere. Vores lokalsamfund skal være et attraktivt og levende sted at arbejde og bo – nu og i fremtiden.

Din opgave bliver at koordinere og udvikle aktiviteter under Skibby Aktive med henblik på at styrke og udvikle hele området. Det sker i et bredt samarbejde med øvrige foreninger, Frederikssund Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land. Herunder består dit arbejde i at:

  • sikre overblik, koordinering af og fremdrift i arbejdsgrupper under Skibby Aktive
  • udvikle og styrke foreningens organisering
  • koordinere og understøtte samarbejdet mellem foreningen og foreningens samarbejdspartnere
  • arbejde med at styrke og markedsføre området
  • medvirke til at sikre, at udvikling involverer og tilgodeser flest mulige borgere

Din ansøgning står stærkt, når du:

  • har stærke kommunikations- og samarbejdsevner
  • besidder evnen til at motivere og engagere
  • har lyst til både at igangsætte, administrere og gennemføre initiativer
  • er god til at prioritere opgaver samt arbejde struktureret og selvstændigt
  • evner at tænke helhedsorienteret og visionært

Vi tilbyder fleksibel arbejdstid, arbejdet med at styrke og udvikle en spændende forening og arbejdet med at understøtte en masse ildsjæles store engagement. Arbejdspladsen ligger i Visionscenteret, Bymidten 10, 4050 Skibby. Er du interesseret, kan du sende ansøgning til vores bestyrelsesformand, Hans-Martin Madsen: hansmartin@pc.dk. Ansøgningsfrist: 8. september. Læs mere om foreningen: www.skibbyaktive.dk eller følg os på: www.facebook.com/SkibbyAktive.dk